Sammentrækningen af afstandene er blevet en strategisk virkelighed med uberegnelige økonomiske og politiske konsekvenser, eftersom den svarer til en ophævelse af rummet.
Manøvren som før bestod i at opgive området for at tjene tid mister enhver mening. Nu er det at vinde tid udelukkende et spørgsmål om vektorer og territoriet har mistet sin betydning til fordel for projektilet. Faktisk har den strategiske værdi af hastighedens ikke-sted fuldstændigt erstattet stedets, og spørgsmålet om besiddelse af tiden har fornyet spørgsmålet om tilegnelsen af områder. (...) Med den supersoniske vektor (fly, raket, magnettog) blandes gennemtrængning og ødelæggelse med hinanden; distancehandlingens øjeblikkelighed svarer til den overraskede modstanders nederlag men også og især til nederlaget for verden som felt, som afstand, som materie.Den umiddelbare gennemtrængning, eller den som er på vej til at blive det, identificeres med den øjeblikkelige ødelæggelse af miljøbetingelserne, for efter afstand/rum er det afstand/tid som forsvinder i den voksende acceleration i transportmidlernes præstationer (præcision, rækkevidde, hastighed).
(...)
Tidens sammentrækning og det territoriale rums forsvinden medfører, at begreberne før og efter ikke længere betegner andet end fremtid og fortid i en form for krig, hvor 'nu'et' synes at forsvinde i beslutningens øjeblikkelighed. Den sidste form for magt vil altså ikke i så høj grad være knyttet til opfindsomhed som til foregribelse, nemlig for så vidt det at styre ikke vil være andet end at forudse, at simulere og at huske simulationerne. Det nuvrende "forskningsinstitut" vil kunne fremstå som modellen for denne sidste magt, utopiens magt. Tabet af det materielle rum leder til styringen af tiden alene; Tidsministeriet skitseret i enhver vektor vil endeligt fuldendes i dimensionerne hos det største transportmiddel som findes, Statsvektoren. Hele den geografiske historie om opdeling af jord og landområder, alt dette ophører til fordel for en enkelt sammenlægning af tiden; magten kan ikke længere sammenlignes med andet end en slags "meteorologi", en usikker fiktion hvor hastigheden snart bliver en skæbe, en form for fremskridt, det vil sige en "civilisation" hvor enhver hastighed lidt vil være en "region" af tiden.
Tidens sammentrækning og det territoriale rums forsvinden medfører, at begreberne før og efter ikke længere betegner andet end fremtid og fortid i en form for krig, hvor 'nu'et' synes at forsvinde i beslutningens øjeblikkelighed. Den sidste form for magt vil altså ikke i så høj grad være knyttet til opfindsomhed som til foregribelse, nemlig for så vidt det at styre ikke vil være andet end at forudse, at simulere og at huske simulationerne. Det nuvrende "forskningsinstitut" vil kunne fremstå som modellen for denne sidste magt, utopiens magt. Tabet af det materielle rum leder til styringen af tiden alene; Tidsministeriet skitseret i enhver vektor vil endeligt fuldendes i dimensionerne hos det største transportmiddel som findes, Statsvektoren. Hele den geografiske historie om opdeling af jord og landområder, alt dette ophører til fordel for en enkelt sammenlægning af tiden; magten kan ikke længere sammenlignes med andet end en slags "meteorologi", en usikker fiktion hvor hastigheden snart bliver en skæbe, en form for fremskridt, det vil sige en "civilisation" hvor enhver hastighed lidt vil være en "region" af tiden.
Fra Paul Virilios Hastighed og Politik (1977)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar