Hastighed og politik (1)

Fascismen var kun totalitær i det omfang den forsøgte at blive helt igennem dromokratisk: "livsrummet" er blot en forsvinding af Europas geografi, som bliver et areal, en ørken uden egenskaber underlagt ekspansiviteten hos en "social" organisation som helt var funktionaliseret af hastighedshierarkiet, det samme hierarki som skabte nationalsocialismen på Berlins brosten inden det med den totale krig vendte tilbage til dets elitistiske kulturelle rødder. Fra starten udstiller den nazistiske propaganda med glæde angrebsmenneskets perfekte krop, den blode naturistiske arier. Det som man på Berlins stadion sætter i scene i fejringen af den olympiske liturgi er netop et kropshierarki ordnet efter gennemtrængningshastigheden. Sportskroppen er en prytanisk krop, som selv er projektil eller affyrer, ophidselsen over en hastigheds- eller afstandsrekord er den sammen som ved angrebet. Selve princippet for sportsudøvelsen, denne nedtælling i tid og rum, er blot en teatralisering af væddeløbet mod dens "absolutte stohed", af den militære fremrykning som begynder med en langsom og geometrisk march, og overgår i en mere og mere kraftfuld acceleration af kroppen for at give den det endelige fremstød.

Fra Paul Virilios Hastighed og Politik (1977)